Søg i denne blog

mandag den 22. december 2014

Bailey-kugler du gerne må "køre på"


En lækker og nem sød mundfuld - Bailey-kugler. Igen inspireret af Marlene :-)
Hurtig lige at lave her to dage før jul.

Marcipan blandes med Bailey efter smag - og de skal smage af Bailey.
Rulles til kugler og overtrækkes med chokolade.
Drysse evt. med tørret jordbær eller hindbær.

Velbekomme 




lørdag den 20. december 2014

Julebordet

Julebordet


Tiden nærmer sig. Nedtællingen er i gang. Mange børn venter spændt på den store aften - juleaften. Her i huset glæder vi os også - store som små. 

Det er nok ikke de samme ting der topper listen af glæder i julen, om man er 13 eller 93 år.
Jo ældre vi bliver, så betyder gaverne ikke helt så meget. Vi sætter mere pris på god mad, dejligt selskab og de traditioner vi har formået at bevare i en verden, hvor det kan være svært.

Juleaften glæder jeg mig til en dejlig middag med den nærmeste familie. Middagen skal indtages ved et smukt dækket bord. 
Jeg nyder at bruge tid på at forberede årets julebord.
Især nu hvor vi ikke har helt små børn mere. Vi sidder længe ved bordet og nyder maden, snakker og hygger os.

Her kan i se et udsnit af de forrige års juleborde.









Karameller

Karameller - den bløde slags


Min søde svigermor har flere gange talt om, at hun har prøvet en ny og lækker opskrift på karameller. Jeg har ikke været så heldig at smage hendes, men fik alligevel lyst til at prøve opskriften af.

Jeg fik lavet to varianter. Jeg er klart mest til den med lakrids. Det samme er min mand. Lige så hurtig jeg kunne skære dem ud, lige så hurtig blev de spist....... Indtil man får nok - og det gør man heldigvis ret hurtigt. Det er jo nok ikke det sundeste at spise sig mæt i. Men en enkelt eller to til kaffen er vel okay. De er bedst meget kolde.

Her har i opskriften:


INGREDIENSER

1 dåse sødet kondenseret mælk (397 g)
120 g smør
150 g brun farin
2½ spsk. lakridssirup, f.eks. fra Johan Bülow
½ tsk. flagesalt, f.eks. Maldon Sea Salt
1 sukker- eller stegetermometer
1 firkantet form, ca. 15 x 20 cm
bagepapir til formen

Opskrift - sådan laver du bløde lakridskarameller med flagesalt

1. Bland kondenseret mælk, smør, brun farin og lakridssirup i en tykbundet gryde, og lad det smelte sammen ved svag varme. Rør i karamelmassen flere gange undervejs, til sukkeret er helt opløst. 
2. Skru op til middel varme, og kog massen i ca. 15 minutter under jævnlig omrøring, til den når en temperatur på 125° – brug et sukkertermometer eller et almindeligt stegetermometer, som kan måle høje temperaturer. Tag gryden fra varmen.
3. Beklæd en firkantet form med bagepapir (det kan være et fad, en lille bradepande eller en plastbeholder). Hæld karamelmassen i formen, drys overfladen med flagesalt, og sæt karamellen på køl i mindst 4 timer, men gerne natten over. Løft bagepapiret med den størknede karamel op af formen, og skær karamellen ud i ca. 30 små firkanter. Opbevar dem på køl.

TIP: Brug almindelig lys sirup i stedet for lakridssirup, og udelad salt. Så får du en klassisk karamel, som f.eks. kan overtrækkes med smelt-et mørk chokolade.

De er så lækre, mums :-)

Karamelmassen der koger ind til en lidt sej masse

Den afkølede masse - brug en større form, hvis ikke karamellerne skal være så høje

Det færdige resultat

torsdag den 18. december 2014

Æblemost


Æblemost eller æblejuice - ja hvad er forskellen. 

Æblemost er den rene vare. Æblerne presses og den lækre saft hældes på rene flasker. Sådan foregår det her hos os. Når det skal sælges, skal saften også pasteuriseres. Der tilsættes ikke sukker og konserveringsmidler.
Æblejuice er lavet på koncentrat. Æblerne presset og ofte udskilles aromastofferne og det koges ind til et koncentrat. Det er nemmere og billigere at fragte rundt i verdenen på den måde. Koncentratet blandes så op med vand, sukker og ofte aromastoffer.

Jeg plejer at lave æblemost af de sommeræbler jeg kan finde rundt i haven. I år var det desværre så få, at jeg kun fik et par flasker saft ud af det.

Til gengæld har vores gamle Belle Boskop æbletræ været ved at knække adskillige grene p.g.a. store mængder lækre madæbler. 
Jeg fik samlet en hel del sammen her i efteråret. Tanken var egentlig at lave mos til fryseren og måske et par kager og så selvfølgelig til anden juleaften :-)

Så langt er jeg ikke kommet endnu. Til gengæld fik jeg en stor trang til frisk presset most. Så var det bare at gå i gang.

Jeg pressede en kasse med store, små, skrammede, pæne og mindre pæne æbler. Det er så skønt, for det betyder ikke så meget når de skal presses. Det eneste jeg gør er at vasket dem og skære det værste råddenskab og ormebid af dem.

Resultatet blev fem flotte flasker most. I meget forskellige farver. Tror det handler om hvor hurtigt det kommer på flaske. Men uanset farve og grums i mosten, så er det en himmerigsmundfuld.
Smag af sol og sommer.

En kasse fuld af dejlige Belle Boskop æbler - hønsenes trisser rundt i baggrunden :-)

Det flotte resultat. Smagsprøven i glasset står klar.....

Så forskelligt kan det se ud - det er fra de samme æbler.

Man skulle være kat......

bare engang i mellem - en dag eller to. 
Fri for de store bekymringer. Ingen stress og jag, ingen gaver der skal købes, ingen job der skal passes eller gæster der skal spises af eller......

Blot spise, sove og jage lidt - hvis der skal lidt variation i kosten, kan en mus eller fugl i ny og næ spice menuen lidt op.

Tænker det kunne være skønt - bare engang i mellem. Især på en dag som i dag, hvor det aldrig rigtig blev lyst og regnen siler ned. Jeg prøver at tage mig disse stunder, men får ofte snerten af dårlig samvittighed. Der er altid lige noget der skal/kan gøres her og jeg nyder jo også at udrette noget. Ville nok hurtig blive træt af kattelivet trods alt :-)

Åh lad mig være - jeg trænger virkelig til at sove.....

Små øjne - klar til en lur

Du vækkede mig med dit kamera......

onsdag den 17. december 2014

P-tærter a la Lis

P-tærter a la Lis


Så har jeg smagt det med. Hjemmelavede p-tærter, uhm det er en lækker mundfuld. 
Min store søns svigermor har uddelt smagsprøver og opskrift. 

Det skulle straks prøves af. De er ganske enkle og hurtige at lave ;-)

Der skal bruges:

1 1/2 dl saltede peanuts (har læst mig frem til, at nogen bruger usaltede, men det er vist en smagssag)
200 g fransk nougat i meget små stykker
2 dl marshmallows - de helt små, hvis ikke de kan findes, klippes de store i små stykker

250 g smeltet chokolade, lys eller mørk efter smag.

Smelt chokoladen over vandbad i en stor skål. Tag den af varmen. Bland de øvrige ingredienser i og bland godt rundt. Sæt evt skålen over vandbad igen. Marshmallows skal begynde at smelte og blive lange.

Lav små flade klatter på et stykke bagepapir med en ske. Jeg synes ikke de skal være for store.
Stil dem på køl. Vupti - efter en lille times tid er der p-tærter til kaffen.




Velbekomme og god 17. december.

mandag den 15. december 2014

Fru Kok's hjemmesyltede rødbeder


Ingen jul - eller hverdage uden hjemmesyltede rødbeder.

Vores børns oldemor, i daglig tale kaldet Molde, har førhen forsynet os med hjemmesyltede rødbeder til jul. Nok mest fordi det absolut hører sammen med hendes skønne hjemmelavede sylte. Molde er still going strong og runder snart 94 år.
Jeg har dog påtaget mig jobbet med at lave rødbeder, så hun kan koncentrere sig fuldt ud om sylten. Men lur mig, hun har garanteret lige lavet et glas for en sikkerheds skyld.

Jeg bruger min helt egen opskrift og den er ikke ens hver gang. Jeg bruger flere forskellige krydderier alt efter hvad jeg lige har og så ikke så meget sukker. Jeg kan bedst lide rødbeder til den lidt sure side.

Jeg bruger sådan ca.:

2 kg rødbeder, så små som muligt
1 l eddike
450 g sukker
4-5 laurbærblade af egen avl
10-15 sort peberkorn
10 nelliker
10 skriver frisk peberrod


Kog rødbederne med skrald i vand tilsat salt. Det er bedst hvis rødbeder har nogenlunde samme str. Ellers kog dem af to omgange eller fisk de mindste op først. De skal koge i ca. 20-30 min alt efter str. De må ikke blive bløde - der skal være bid i dem.
Når de har kogt nok hældes vandet fra og de overhældes med koldt vand. Gnid skralden af, skær rødbederne i skiver. Kom dem på glas, der er skyllet i kogt vand, sammen med frisk peberrod i skiver.

Bland eddike med sukker og krydderier og giv det et opkog. Hæld lagen med krydderier over rødbederne. Sæt låg på og sæt dem på køl - gerne nogle dage inden de skal spises.

Nemt og skønt tilbehør til det meste af vores julemad.

De rå rødbeder



Lagen inden den er kogt


Det færdige resultat